Med henvisning til de voldsomme protester mod Muhammed-tegningerne i Morgenavisen Jyllands-Posten kom forfatter og debattør Ayaan Hirsi Ali sent tirsdag under et besøg i London med en meget klar opfordring til muslimer verden over.
London: Det skete ved et arrangement i den britiske tænketank Center for Social Cohesion, der havde sat hende i stævne med den tidligere ekstremist Ed Husain og forfatter til bestselleren ”The Islamist” for at diskutere ”Vesten og islam i fremtiden”.
»Muslimer må tage et moralsk valg og aktivt trodse ekstremister, der bruger islam til at retfærdiggøre terrorisme,« sagde den somaliskfødte tidligere hollandske politiker.
Sammenstød
Hun argumenterede også for, at sammenstød mellem islam og Vesten er uundgåelig, med mindre muslimer afviser Koranens kvindeundertrykkende budskaber og anerkender homoseksuelles rettigheder.
Stedet for det halvanden time lange arrangement med særligt udvalgte tilhørere blev indtil kort før start holdt hemmeligt af hensyn til Hirsi Alis sikkerhed. Og under debatten sad der ifølge AP en bodyguard et par meter bag hende og mindede konstant tilhørerne om de dødstrusler, som hun har modtaget, siden hun skrev manuskriptet til filmen ”Submission”.
Filmen førte som bekendt til drabet på den hollandske instruktør Theo van Gogh, der blev skudt ned af en radikal muslim og efterladt med en trussel mod Hirsi Ali stukket til brystet med en kniv. Hirsi Ali har siden levet under konstant beskyttelse, selvom den hollandske regering for nylig besluttede, at den ikke længere vil betale for det.
Läs mer: www.jp.dk